Det vil kvinder ha’
En række nylige undersøgelser har kastet nyt lys over, hvilke ønsker og behov kvinder har, når det gælder prævention. Dine personlige behov og ønsker kan naturligvis være anderledes, men det kan være nyttigt at se nærmere på resultaterne af den nyeste forskning.
Når kvinder bliver spurgt om, hvad der er vigtigt i forhold til prævention, svarer næsten alle, at sikkerhed og beskyttelse mod graviditet er det vigtigste [1,2]. Det er naturligvis ikke overraskende, så det ville være dejligt, hvis vi kunne tage sikkerhed for givet. Men sikkerheden er forskellig fra metode til metode, ligesom sikkerheden er ganske afhængig af, at præparaterne anvendes korrekt. Nogle metoder er lette at anvende korrekt, og dermed er uheld sjældne. Andre metoder stiller større krav til kvinden, og f.eks. glemmer én ud af fem p-pillebrugere mindst en gang om måneden at tage deres p-pille. Det bidrager naturligvis til antallet af uplanlagte graviditeter blandt de kvinder, der bruger p-piller som præventionsform. Det viser sig også, at kvinder ikke altid er klar over, hvad der kan have indvirkning på sikkerheden. Er man f.eks. syg og kaster op, lige efter at man har taget en pille, så har det indvirkning på sikkerheden.
Men sikkerhed er ikke det eneste, kvinder ønsker sig. Prævention, der er let og ukompliceret og passer til deres travle livsstil, står også højt på ønskelisten. En undersøgelse viser, at ni ud af ti kvinder angiver ’lethed’ som et væsentligt karakteristika for den ideelle præventionsmetode. [3] En anden undersøgelse viser, at mere end otte ud af ti kvinder mener, at prævention ikke bør kræve en daglig indsats [4].
Derudover er det også vigtigt for kvinder, at deres præventionsform er fri for bivirkninger, og at de – ud over forebyggelse af graviditet - også oplever lettere menstruation eller forbedringer i huden.
Kvinder ønsker også en præventionsform, der beskytter mod seksuelt overførte sygdomme (kønssygdomme). I en undersøgelse af, hvordan præventionsmetoderne kan forbedres, svarede 30% af de adspurgte kvinder, at beskyttelse mod kønssygdomme ville være en god forbedring[3].
Kvinder ønsker sig tillige en præventionsmetode, der er nem at ’nulstille’, dvs. en præventionsmetode, der betyder, at når og hvis kvinden ønsker at blive gravid, så kan hun selv være med til at ’styre’ forløbet. Ønsket om selv at kunne nulstille præventionen er med tiden blevet mere og mere vigtig, eftersom gennemsnitsalderen for, hvornår kvinderne ønsker at få børn, er stigende.